Looks like you're visiting from {country}...
Switch to our {language} site for local pricing and products
Legal
This is a div block with a Webflow interaction that will be triggered when the heading is in the view.
Effective from:
October 28, 2026
Last update:
October 28, 2026
FLATPAY ApS (”Flatpay”) er registreret med CVR-nummer 42718033.
Flatpays generelle vilkår finder anvendelse på alle aftaler, der indgås mellem Flatpay og Flatpays kunder (“Kunden”). De generelle vilkår er gældende fra Kundens accept af tilbud, og Kunden erklærer ved accept af tilbud at have læst og forstået Flatpays generelle vilkår.
Flatpay leverer løsninger relateret til modtagelse af betalinger, herunder med kort, i både fysiske butikker og online afhængigt af Kundens valg (“Ydelsen”). Løsningen kan derudover omfatte udlån af Udstyr (som defineret nedenfor), gateway- og softwarelicens, samt support og service. Kunden er bekendt med, at Flatpay anvender en eller flere underleverandører eller partnere (“Partner”) til levering af visse services og produkter til brug for Flatpays Ydelse. Kunden accepterer, at Flatpay, som en del af levering af Ydelsen, deler visse data, herunder fx persondata, eksempelvis dokumentation til brug for Partners “Know-Your-Customer"-proces, med de relevante Partnere. Se også Flatpays persondata politik på [https://www.flatpay.com/da/privatlivspolitik].
Flatpay ejer al Udstyr, herunder men ikke begrænset til den eller de terminaler, Point of Sales-udstyr (“POS”) samt eventuelt andet tilbehør, som Flatpay har leveret til Kunden (“Udstyr”). Udstyr må ikke på nogen måde overdrages til tredjemand. Udstyret udleveret af Flatpay i forbindelse med aftalen kan være ejet af Flatpays finansieringsselskab Nordania Leasing, division af Danske Bank A/S (”Nordania”) eller anden leasinggiver, der leaser det pågældende Udstyr til Flatpay. Udstyret vil i disse tilfælde forblive Nordanias ejendom under hele perioden medmindre andet aftales særskilt på skrift. I tilfælde af, at leasingaftalen mellem Flatpay og Nordania (eller anden leasinggiver) måtte ophøre, er Nordania (eller anden leasinggiver) berettiget til at fordre, at aftalen om udlånet af det udleverede Udstyr bortfalder.
I de tilfælde hvor det udleverede Udstyr er ejet af Nordania (eller anden leasinggiver), vil Flatpay på Nordanias (eller anden leasinggivers) anfordring foranledige, at der til Nordania (eller anden leasinggiver) fremsendes oplysning om hvor og hos hvilken virksomhed Udstyret befinder sig. Det accepteres og godkendes således, at denne information videregives til Nordania (eller anden leasinggiver).
Bortset fra, hvor en lovlig adgang hertil måtte følge af ufravigelig lovgivning, er det ikke tilladt at foretage ændringer, modifikationer eller lignende i noget Udstyr. Dette gælder al Udstyr, herunder men ikke begrænset til maskiner, fysisk tilbehør og software.
Kunden er berettiget til at flytte Udstyret eller dele deraf til andre lokaler til brug for Kundens forretning i Danmark, bortset fra Grønland og Færøerne. Kundens flytning af Udstyr kræver en forudgående skriftlig orientering til Flatpay og skal ske i overensstemmelse med punkt 4.3 (fragt af Udstyr).
Af sikkerhedsmæssige årsager er det et krav, at al fragt/forsendelse af Flatpays Udstyr foregår gennem en af Flatpay anvist kurervirksomhed. Kunden er forpligtet til at orientere sig om godkendte kurervirksomheder forud for enhver fragt/forsendelse/flytning af Udstyr. Godkendte kurervirksomheder er pt.: GLS og PostNord.
Ved opsigelse af aftaleforholdet mellem Flatpay og Kunden, skal al Udstyr tilbageleveres til Flatpay i overensstemmelse med punkt 4.3 (Fragt af Udstyr). Udstyr skal sendes til den adresse som er oplyst af Flatpay. Hvis Udstyr ikke tilbageleveres, vil Kunden blive faktureret herfor i henhold til den til enhver tid gældende prisliste, der kan findes på Flatpays hjemmeside under [https://www.flatpay.com/da/prisliste].
Flatpay bestræber sig på at yde fejlretning på defekt Udstyr via fjernsupport i overensstemmelse med punkt 8 (Support og Service). Såfremt Flatpay vurderer, at Udstyret ikke kan repareres uden Flatpays besigtigelse af det defekte Udstyr, skal Kunden sende Udstyret til Flatpay i overensstemmelse med punkt 4.3 (Fragt af Udstyr). Flatpay bestræber sig på at stille en ombytningsudstyr til rådighed for Kunden den førstkommende hverdag efter det er konstateret, at en fejl ikke kan rettes. Dette forudsætter, at fejlmelding er foretaget inden kl. 10.00 dagen i forvejen.
Såfremt Udstyr skal repareres eller ombyttes og dette ikke skyldes en fejl hos Flatpay, vil Kunden blive faktureret herfor i henhold til den til enhver tid gældende prisliste, der kan findes på Flatpays hjemmeside under [https://www.flatpay.com/da/prisliste].
Flatpay er ikke ansvarlig for levering, opsætning, igangsættelse og vedligeholdelse af Wi-Fi til brug for Udstyr leveret af Flatpay. Flatpay er ikke ansvarlig for den eventuelle manglende Wi-Fidækning og de konsekvenser dette måtte medføre. I forbindelse med Wi-Fi- og mobil-baseret Udstyr, kan Flatpay kontaktes for nærmere krav til standardopsætning af forbindelsen. Det er Kundens ansvar at sikre tilgængeligt Wi-Fi- og/eller mobildækning, idet dette er en forudsætning for brug af Udstyr. Mobildækningen kan variere afhængig af, hvor Udstyret benyttes, samt hvilken teleudbyder, der benyttes.
Flatpay leverer i forbindelse med levering af Udstyr tillige et eller flere mobildata abonnement(er). Betaling for dette mobildata abonnement er indeholdt i Kundens betaling for Ydelsen. Abonnement på mobildata må kun benyttes til datatrafik tilknyttet betalings- eller POS-transaktioner foretaget på Udstyr leveret af Flatpay.
Flatpay indløser ikke selv betalingskorttransaktioner, hverken i den fysiske handel eller online. Hertil har Flatpay indgået partneraftale(r) med en eller flere kortindløsere (“Indløseren”), se også punkt 3 (Ydelser, Partnere og Datadeling). Kunden indgår, i tillæg til aftalen med Flatpay, via fuldmagt, en særskilt aftale med den Indløser, der konkret fra tid til anden udpeges af Flatpay. Kunden skal godkendes af Indløseren i overensstemmelse med dennes regler og processer (“Know-Your-Customer"-proces), og Kunden skal opfylde de til enhver tid gældende krav, som kræves opfyldt af Indløseren og af lovgivningen i øvrigt. Kunden er bekendt med, at visse persondata derfor overføres fra Flatpay til Indløseren som en del af Indløserens onboarding- og “Know-Your-Customer"-proces af Kunden. Se også Flatpays persondata politik på [https://www.flatpay.com/da/privatlivspolitik].
Kunden er bekendt med, at Kunden ikke kan ændre Indløser eller Partner, eller i øvrigt fravælge Flatpay som tredjepart i forhold til de Ydelser og det Udstyr, som Flatpay leverer. Flatpay er til enhver tid berettiget til på vegne af Kunden at ændre Indløser.
På tidspunktet for indgåelse af aftale med Flatpay, fastsættes Kundens transaktionspris pr. transaktion som en procentdel af transaktionsbeløbet. Det er Indløseren, der opkræver transaktionsprisen hos Kunden i overensstemmelse med den derom særskilt indgåede aftale mellem Indløser og Kunden. Transaktionsprisen pålægges af Indløseren på enhver transaktion og betales af Kunden til Indløser udenom Flatpay. Afregning til Indløser sker samtidigt med, at transaktionen og dermed betaling gennemføres hos Indløseren, og Kunden faktureres ikke særskilt.
Det er ligeledes Indløseren, der foretager udbetalinger til Kunden. Kunden er bekendt med og godkender, at dette ikke håndteres af Flatpay, ligesom Kunden således er bekendt med, at ingen udbetalinger går via Flatpay.
Kunden er bekendt med, at betalingsgateways leveres af en Partner, og Kunden erhverver alene en begrænset brugsret til betalingsgatewayen. Flatpay leverer enten selv eller via en Partner den nødvendige software, og Kunden erhverver alene en begrænset brugsret til den nødvendige software. Kunden er forpligtiget til at modtage, installere og anvende seneste software/- programversion af software, som stillet til rådighed af Flatpay. Licenser til anvendelse af betalingsgateway (hvad enten fysisk handel eller online) og terminal-/POS-software er obligatoriske Ydelser, og Kunden kan ikke fravælge levering af disse Ydelser gennem Flatpay.
Surcharge er et gebyr, som Kunden kan opkræve sine kunder på betalinger med visse kort udstedt uden for EEA og firmakort. Størrelsen af surcharge afhænger af aftalen med Indløser. Surcharge betyder således, at en betaling tillægges den %-sats, som er aftalt med Indløser, og at Kunden ligeledes opkræves et gebyr hos Indløser.
Flatpay faciliterer teknisk, at surcharge kan opkræves på betalinger med kort udstedt uden for EEA og firmakort ved at sende en BIN-liste til terminalen over kort, som kan surcharges. Det er Kundens ansvar at sikre, at Kunden overholder reglerne for surcharge (herunder for i relation til skiltning, opkrævning og størrelse af gebyret). Kunden gøres opmærksom på, at der ikke må opkræves mere end egne omkostninger til transaktionen.
Listen med kort, der kan pålægges surcharge, opdateres løbende med nye BIN-numre for sådanne kort, og Flatpay bestræber sig på, at listen til enhver tid er opdateret, men dette afhænger af den BIN-liste, som Flatpay modtager fra Partnere. Derfor kan det ske, at en transaktion surcharges hos Kunden som kunde hos Indløser, selvom Kunden ikke får mulighed for at pålægge surcharge hos sine kunder.
Surcharge kan aktiveres og deaktiveres af Flatpay ved at kontakte support, se kontaktinformation på [www.flatpay.com/da/support]. Det kan tage op til 3 arbejdsdage, før det træder i kraft.
Service udføres af Flatpay eller af en af Flatpay udpeget serviceleverandør. Kunden må ikke udføre eller få andre til at udføre service, vedligeholdelse, fejlfinding mv. på Udstyr, betalingsgateway eller software leveret af Flatpay. Kunden skal efter anmodning sikre Flatpay uhindret adgang til at udføre fejlretning på Udstyret, betalingsgateway eller software. Hvis Kunden undlader at frigøre det berørte Udstyr, bortfalder Flatpays forpligtelser, indtil frigørelsen har fundet sted. Såfremt fejlretningen nødvendiggør en hel eller delvis afbrydelse af det berørte Udstyr, vil Kunden blive oplyst herom.
Kunden skal vederlagsfrit medvirke ved enhver fejlretning ved i nødvendigt omfang at stille kvalificeret personale og fornøden maskintid, data m.m. til rådighed, også hvor dette omfatter maskintid på Udstyr, der ikke er fejl på, men som fungerer i forbindelse med det Udstyr betalingsgateway eller software, hvorpå der skal udføres service.
Kunden forpligter sig til at holde sig orienteret om support, herunder kontaktdetaljer, på Flatpays hjemmeside [www.flatpay.dk/da/support].
Såfremt der måtte være nedetid eller andre driftsproblemer i forhold til de Ydelser og Udstyr, som Flatpay har leveret til Kunden, og disse Ydelser og/eller dette Udstyr leveres af Partnere, bistår Flatpay med at få sine Partnere til at løse problemerne hurtigst muligt.
Såfremt Kunden ønsker det, kan Flatpay vurdere om Flatpay eller en af Flatpays serviceleverandører, kan afhjælpe det eller de af de ovenfor anførte problemer. Når Flatpay efter Kundens ønske udfører ovennævnte opgaver, sker dette efter regning til Kunden.
Reklamationer over fejl og mangler skal ske skriftligt og senest inden 8 dage efter, at Kunden har opdaget eller burde have opdaget fejlen/manglen. I modsat fald er Kunden afskåret fra at gøre fejl og manglen gældende.
Den aftalte transaktionspris dækker dels Flatpays Ydelser (udlån af terminal/POS og evt. andet Udstyr, gateway- og softwarelicens, samt support og service) og dels ydelserne fra Indløseren (indløsning af betalingskorttransaktioner) samt fra integrationer/plug-ins. Kunden gøres dog opmærksom på, at visse integrationer/plug-ins (i februar 2024: Shopify), opkræver særskilt for brug af deres plug-in. Disse gebyrer kan findes på [https://www.flatpay.com/da/prisliste].
Omkostninger forbundet med såvel betalingsgateway som software er inkluderet i den til en hver tid gældende transaktionspris.
Alle Flatpays priser er angivet i danske kroner og er angivet ekskl. moms. For så vidt angår priser og gebyrer, der ikke fremgår af det tilbud, som Kunden har accepteret, finder Flatpays til enhver tid gældende prisliste anvendelse. Prislisten kan findes på Flatpays hjemmeside under [www.Flatpay.dk/prisliste]. Udover transaktionsprisen jf. punkt 6.1.1 (Opkrævning af transaktionspris og udbetalinger), betaler Kunden separat for diverse ekstraydelser leveret af Flatpay (eksempelvis bonruller, opsætning af kassesystem, MobilePay ved online etc.), jf. den til enhver tid gældende prisliste, såfremt disse tilvælges. Disse Ydelser faktureres direkte fra Flatpay til Kunden.
Priserne for Ydelserne kan blive reguleret med et varsel på 30 dage, og vil i så fald blive varslet i henhold til afsnit 19 (Ændringer).
Kunden vil blive faktureret 399 kr. ekskl. moms pr. måned per terminal/betalingsløsning, for måneder hvor den samlede omsætning igennem hver terminal og/eller betalingsløsning er mindre end 10.000 kr. inkl. moms pr. måned.
Der gælder for alle fakturaer udstedt af Flatpay en betalingsfrist på 8 dage. Ved for sen betaling forbeholder Flatpay sig retten til at opkræve gebyrer og renter i henhold til renteloven.
Ved manglende betaling er Flatpay berettiget til at afbryde Udstyrets funktion eller lukke for en Indløsningsaftale. Genåbning kan alene foregå mod betaling af skyldigt beløb samt et gebyr på DKK 1.000.
Aftalen mellem Kunden og Flatpay gælder fortløbende indtil den opsiges, jf. dog nedenfor.
Aftalen har en indledende uopsigelighedsperiode/bindingsperiode på 36 måneder fra accept af tilbud, hvor aftalen er uopsigelig, hvilket indebærer, at Kunden er bundet af aftalen i denne periode (bindingsperiode). Aftalen kan først opsiges med det i punkt 12.3 (Opsigelsesvarsel) beskrevne varsel efter, at uopsigelighedsperioden er udløbet.
Parterne kan opsige aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, jf. dog punkt 12.2 om uopsigelighedsperiode. Ved udløb af opsigelsesvarslet er Flatpay berettiget til uden yderligere varsel at spærre for Kundens brug af Flatpays Udstyr og/eller Ydelser.
Hvis Indløseren eller en Partner pga. usædvanlig adfærd og/eller mistanke om misbrug afslutter kundeforholdet med Kunden, kan Flatpay opsige Kunden med øjeblikkeligt varsel.
Hvis Kunden ikke returnerer Flatpays Udstyr inden for 10 hverdage efter opsigelsesvarslets udløb, vil Kunden blive faktureret for Udstyret iht. Flatpays til enhver tid gældende prisliste på [https://www.flatpay.com/da/prisliste].
Foruden som beskrevet i disse generelle vilkår, anses følgende, ikke udtømmende, forhold som misligholdelse:
Misligholdes en aftale indgået med Flatpay, kan Flatpay ophæve denne med øjeblikkelig virkning, ligesom Flatpay forbeholder sig retten til at ophøre eller suspendere brugsret til betalingsgateway og/eller licenser. Flatpay forbeholder sig i den forbindelse retten til at opkræve Kunden (i) et samlet beløb svarende til 399 ekskl. moms pr. måned pr. terminal/betalingsløsning for det resterende antal måneder indtil uopsigelighedsperioden (jf. punkt 12.2) udløber eller (ii) en løbende månedlig faktura på 399 kr. ekskl. moms pr. md. pr. terminal/betalingsløsning for det resterende antal måneder indtil uopsigelighedsperioden (jf. punkt 12.2) udløber, samt (iii) 100% af Udstyrets gældende listepris erstatningspris ([https://www.flatpay.com/da/prisliste]), idet dette opkræves alene hvis udstyret ikke tilbageleveres inden for 10 arbejdsdage.
Ved manglende betaling er Flatpay endvidere berettiget til at afbryde forbindelsen til det Udstyr, der ikke er betalt for. Dette sker uden yderligere varsel og Flatpay kan ikke drages til ansvar for driftstab, avancetab, følgeskader eller andet indirekte tab af nogen art, der måtte henføres til de afbrudte forbindelser. Tab af data anses for indirekte tab.
Kunden kan iht. dansk rets almindelige regler hæve aftalen, hvis Flatpay væsentligt misligholder sine forpligtelser. Før ophævelse kan finde sted, skal Kunden have afgivet rettidig skriftlig reklamation, og Flatpay skal forgæves have forsøgt at afhjælpe forholdet inden rimelig tid efter modtagelsen af reklamationen. Ophævelse forudsætter således mislykket udbedring.
Flatpay er erstatningspligtig over for Kunden efter dansk rets almindelige regler, idet Flatpay dog ikke kan gøres ansvarlig for indirekte tab, herunder tabt avance, produktionstab og driftstab samt tab som følge af, at en aftale mellem Kunden og tredjemand falder bort, misligholdes eller lignende. Tab af data anses for indirekte tab.
Flatpay kan ikke gøres ansvarlig for Kundens tab, som skyldes, at Udstyr, betalingsgateway, software m.v. ikke er funktionsdygtig, og Kunden som følge heraf ikke kan afkræve sine kunder betaling. Flatpay hæfter således ikke for Kundens eventuelle tab ved, at Udstyr, betalingsgateway, services eller software mv. er ude af drift eller der er fejl på Udstyret. Det samme gælder ved Kundens konfigurationsfejl, tilslutningsfejl, manglende dækning på data- og kommunikationsforbindelse samt fejl hos Partnere eller underleverandører. Flatpay er ikke ansvarlig for den eventuelle manglende mobil- og/eller wifi-dækning og de konsekvenser dette måtte medføre. Der ydes ingen erstatning for den tid, hvor Udstyr mv. ikke kan anvendes som følge af opståede fejl.
Flatpay kan ikke gøres erstatningsansvarlig for krav vedrørende indløsning af betalingskort, da denne service leveres af Indløser og Flatpay således er tredjepart. Flatpay kan ikke gøres erstatningsansvarlig for noget tab som følge af, at Kundens e-mailadresse er inaktiv, uvirksom mv., eller at Kunden ikke har oplyst Flatpay korrekt e-mailadresse, jf. også punkt 15.2 (Kundens kontaktinformationer).
Flatpays samlede erstatningsansvar i forbindelse med Flatpays misligholdelse af en aftale er beløbsmæssigt begrænset til Udstyrets eventuelle anskaffelsespris og det af Flatpay fakturerede beløb for Ydelser de seneste 3 måneder. Denne ansvarsbegrænsning gælder ligeledes for Flatpays eventuelle produktansvar. Flatpay påtager sig intet ansvar for lovligheden af Kundens brug af Flatpays Ydelser og Udstyr. Det er alene Kundens ansvar at overholde gældende lovgivning og regulering, herunder krav som Partnere måtte kræve opfyldt over for sine egne kunder og tredjemand.
Såfremt der indtræder uventede og ekstraordinære forhold uden for parternes kontrol, og som parterne ikke ved aftalens underskrift kunne eller burde have taget i betragtning (herunder hacking, virus, strejker og lockout, pandemier) og ej heller burde have undgået eller overvundet, bevirker dette, at aftalens rettigheder og pligter bliver suspenderet for begge parter i det tidsrum forholdet vedrører. Hver af parterne er forpligtiget til at gøre sit yderste for at overvinde sådanne hindringer, således at tab begrænses mest muligt.
Flatpay kan når som helst, helt eller delvis, overdrage samtlige rettigheder og forpligtelser til tredjemand uden samtykke fra Kunden. Kunden kan kun med Flatpays skriftlige, forudgående samtykke overdrage sine rettigheder og forpligtelser til tredjemand (herunder men ikke begrænset til et andet selskab ejet af Kunden, et familiemedlem mv.).
Kunden accepterer, at aftaleindgåelse og al korrespondance mellem Kunden og Flatpay sker via e-mail eller anden form for elektronisk kommunikation.
Det er væsentligt, at Flatpay altid kan kommunikere med Kunden, og det er Kundens ansvar at sikre, at Flatpay altid er skriftligt orienteret om, hvilken e-mailadresse, Flatpay skal anvende i aftaleforholdet med Kunden.
Kunden skal senest inden 30 hverdage inden flytning gennemføres skriftligt give oplysning til Flatpay, såfremt Kundens forretning flytter til en anden adresse (idet flytning af Udstyr skal ske i overensstemmelse med punkt 4.3 (Flytning af Udstyr)), Kundes webshop ændrer navn/URLadresse eller Kunden ændrer bankoplysninger samt øvrige ændringer af relevans for aftaleforholdet med Flatpay. Visse ændringer kan indebære udgifter for Flatpay, hvorfor Kunden vil blive opkrævet i overensstemmelse med de til enhver tid gældende priser herfor.
Såfremt Kunden har indgået aftale med Flatpay om onlinebetalinger, accepterer Kunden, at gatewayen til brug for online betalinger alene må anvendes på et website ejet af Kunden til brug for Kunders forretning, som aftalt ved opstart og godkendt af Flatpay. Enhver ændring skal godkendes af Flatpay, og Flatpay skal have besked minimum 30 dage før ændringen kan træde i kraft.
Flatpay og Kunden er begge forpligtede til at holde enhver ikke-offentligt tilgængelig oplysning, de måtte få kendskab til om den anden part eller dennes forhold, fortrolig. Dette gælder dog ikke, hvor Parterne er forpligtet efter gældende lovgivning og regulering til at videregive de fortrolige oplysninger, ligesom det ikke gælder ved videregivelse af oplysninger til Partnere i overensstemmelse med punkt 3 (Ydelser, Partnere og Datadeling) samt punkt 17.2 (Persondata). Flatpay er endvidere i forbindelse med en eventuel overdragelse af aftalen berettiget til at videregive de fortrolige oplysninger under varetagelse af gældende lovgivning.
I det omfang, der behandles persondata på vegne af Kunden, handler Flatpay og Flatpays Partnere og/eller underleverandører alene efter instruks fra Kunden. Kunden accepterer, at nødvendige persondata (herunder mail, navn, telefonnummer, legitimationsdokumentation mv) overføres til Partnere og/eller underleverandører. Flatpay træffer de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger til sikring af Flatpays forpligtelser efter gældende lovgivning. Kunden har til enhver tid ret til at få oplyst, hvilke kundedata Flatpay opbevarer på kunden, samt til at protestere over disse og få data slettet. Opdateret privatlivspolitik kan til enhver tid findes på [https://www.flatpay.com/da/privatlivspolitik].
Kunden har som erhvervsdrivende ingen fortrydelsesret.
Flatpay forbeholder sig ret til løbende ændre de generelle vilkår. Mindre væsentlige ændringer kan ske uden varsel. Væsentlige ændringer vil blive varslet elektronisk til enten den af Kunden oplyste e-mail og på Flatpays Portal eller på Flatpays hjemmeside med 30 dages varsel. Ændring kan ske ensidigt og kræver således ikke Kundens samtykke. De til enhver tid gældende generelle vilkår kan findes på [https://www.flatpay.com/da/betingelser]. De generelle vilkår kan kun fraviges ved skriftlig aftale mellem Kunden og Flatpay.
Kunden opnår ingen immaterielle rettigheder, herunder men ikke begrænset til patent- eller ophavsret, til hverken Udstyr, Ydelser, betalingsgateway, services eller software mv. Kunden er – bortset fra, hvor en sådan ret måtte følge af ufravigelig lovgivning – uberettiget til på nogen måde at kopiere eller misbruge hele eller dele af den betalingsgateway og det software, som Kunden får brugsret til via aftaleforholdet med Flatpay. Dette gælder ligeledes for så vidt angår koder og dokumentation vedrørende såvel betalingsgateway som software.
Flatpay har ret til, i markedsføringssammenhæng at oplyse tredjemand om, at Kunden er bruger af Flatpays Udstyr og/eller Ydelser. Kunden er i øvrigt ikke berettiget til at anvende Flatpays logo, varemærke og øvrige immaterielle rettigheder uden Flatpays forudgående, skriftlige samtykke. Kunden forpligter sig dog til at foretage korrekt skiltning af Flatpays Udstyr og/eller Ydelser gennem brug af det af Flatpay udleverede materiale (se også punkt 7 (Surcharge)).
Enhver tvist mellem Flatpay og Kunden, der udspringer af disse generelle vilkår og aftaler i øvrigt mellem Kunden og Flatpay, skal afgøres af dansk ret. Dansk ret’s regler om lovvalg og værneting finder dog ikke anvendelse. Eventuelle tvister skal anlægges ved Flatpays hjemting.
En kortholder kan gøre indsigelse mod en korttransaktion overfor sin kortudsteder. Kortudsteder retter herefter bl.a. henvendelse til Partnerne med henblik på at undersøge, om der kan og skal foretages en refundering (chargeback) til kortholder. Årsag til en indsigelse kan fx være, at kortholder afviser at have kendskab til korttransaktionen, at transaktionen er kørt to eller flere gange for samme køb, at betalingen er gennemført på anden vis, at kortholderen ikke mener at have modtaget den aftalte vare eller ydelse, eller at kortholderen har returneret den modtagne vare. Kunden er forpligtet til omgående på Flatpays anmodning at fremkomme med al relevant dokumentation, der vedrører den korttransaktion, der er gjort indsigelse overfor.
Såfremt Kunden ikke kan dokumentere sin position over for Flatpay, kan Flatpays Partner vælge at returnere betalingerne til kortholderen. Flatpays Partners afgørelse over en indsigelse er endelig og kan ikke indbringes for domstolene. Kunden er forpligtet til at yde god service overfor kortholder, sådan at indsigelser undgås. Et for højt antal indsigelser kan medføre indsigelsesgebyrer og indsigelsesbøder fra Partnere og/eller kortselskaberne (såsom VISA og Mastercard). Sådanne indsigelsesgebyrer og -bøder vil blive viderefaktureret af Flatpay til Kunden. Der kan blive tillagt et administrationsgebyr på 25% af disse gebyrers og bøders beløbsstørrelse.
I tilfælde af uoverensstemmelser mellem forskellige sproglige versioner af disse generelle vilkår (eksempelvis dansk og engelsk), skal den danske version have forrang.